Dronninglund (3348 indbyggere i 2015)

Dronninglund er andet og mere end et hyggeligt og velassorteret indkøbscenter med store dagligvareforretninger, adskillige specialbutikker og service. Som egnscenter er byen det administrative midtpunkt for hele Østvendsyssel, med bl.a. rådhus og gymnasium.

Dronninglund ligger lunt i læ af Jyske Ås, og er omkranset af bøgeskov. Byens historie er uløseligt forbundet med Dronninglund Slot og Storskoven. Hvad enten det gælder cykelture, vandreture eller en større biludflugt, er Dronninglund det naturlige udgangspunkt for oplevelsesrige feriedage. Her er fine overnatningsmuligheder og gode spisesteder, ligesom byens centrale beliggenhed og busforbindelser gør det muligt at nå Nordjyllands mange attraktioner, indenfor ganske kort tid.

Solfangeranlæg

Dronninglund er i verdensklasse, hvad angår grøn energi. Dronninglund har i hvert fald én seværdighed i verdensklasse: Et solfangeranlæg på størrelse med 5 fodboldbaner. Med andre ord: Et anlæg med 3.000 solfangere – verdens største ved indvielsen i 2014.

Hvad er en solfanger?

I en solfanger opvarmer solens stråler en væske, som overfører varmen til en vandtank, der så kan levere varmt vand til for eksempel et hus eller et fjernvarmeanlæg. Solfangeren leverer energi det meste af året, selv i overskyet vejr. Når solfangerne i Dronninglund Solfangeranlæg producerer mere varme, end der forbruges, opvarmes vandet i et gigantisk varmelager, en tank med 62.000 kubikmeter vand, cirka svarende til et 6 m højt lag vand på en fodboldbane. Herfra sendes det varme vand til forbrugerne.

Dronninglund Solfangeranlæg leverer ca. halvdelen af den varme, byens 1350 fjernvarmekunder forbruger. Solfangeranlægget kan ses syd for Nordre Ringvej ved Lunderbjerg, Dronninglund, og damvarmelageret lige nord for. Fra et udsigtstårn kan man beundre hele solfangeranlægget.

Dronninglund Golfklub

Nyeste skud på stammen af dejlige og udfordrende golfbaner i det nordjyske. Med sine mere end 6.000 mtr. fra Backtee er den smukt anlagte golfbane Nordjyllands længste, og du får masser af spændende udfordringer på hele din runde. Banen er anlagt med ca. halvdelen af hullerne i den smukke Dronninglund Storskov, og den anden halvdel i åbent terræn, så der stilles krav om både præcision og længde på dine golfslag. Klubben råder desuden over en ni-hullers pay and play bane, der kan benyttes af alle. Golfudstyr kan lejes i klubben.

Læs mere på www.dronninglund-golfklub.dk

Dronninglund Kunstcenter

Blev opført i 1977 af en lokal el-installatør, der med dette hus skabte et unikt udstillingssted for nutids-kunst. Senere blev stedet overtaget af Tvindskolerne, og i 2001 generhvervede en gruppe lokale borgere kunstcenteret, således at en fond med frivillig arbejdskraft i dag driver Dronninglund Kunstcenter.

Kunstanmeldere roser udstillingernes kvalitet. Den smukke natur, som det spændende kunst og kulturcentret er lokaliseret i, giver en total oplevelse for det åbne sind. Centeret afholder desuden foredrags- og musikarrangementer.